I hjertet af klimamodstanden

Jesper Munk er selvstændig tv-klipper, aktiv i netværket Klimafunding og har en ambition om at lave en dokumentarfilm om klimaproblemerne. For kun få år siden fyldte klimaet meget lidt i hans dagligdag. Men så stødte han på en film om klimamodstandernes mere luskede metoder. Vi har interviewet ham om, hvad han fandt ud af, og hvad det betød for hans engagement i klimasagen.

 


 

Hvor meget tænkte du på klimaproblemerne for 10 år siden?

Tidligere var jeg i høj grad gennemsnitsdansker, når det handlede om klima. Vores politikere skulle nok sørge for at ordne klimakrisen, på samme måde som den gang de ordnede ozonkrisen. På et tidspunkt ville de blive enige, og så var problemet sikkert løst.

Under Klimatopmødet i 2009 var jeg overbevist om, at der nok skulle komme en aftale ud af det. Connie Hedegaard var med og mange sluttede op om sagen, så hvorfor ikke? Så kom der et markant snefald. I de følgende dage handlede meget af snakken om, at der på den ene side var global opvarmning men på den anden side var der koldt, så måske var det hele ikke så slemt endda? Jeg havde to børn og mit fokus var på min lille familie – ikke så meget de globale problemer.

Hvornår startede din interesse for klimaproblemerne så?

Den begyndte i 2014, hvor jeg så filmen Merchants of Doubt. Den beskriver, hvordan amerikanske tænketanke med ufine midler forsøger at undergrave klimaforskningen og bevidstheden om klimaproblemerne i USA. Jeg blev foruroliget over, at der var så stærke kræfter på spil, der ønskede at modarbejde den grønne omstilling.

Her i Danmark regner vi jo med, at vi er meget mere klimabevidste og har en grøn profil, så vi lader os ikke forlede af den slags. Men så begyndte jeg at researche og fandt ud af, at en række forskere, mindre tænketanke og politikere her i landet havde kontakt til Heartland Institute, som også præsenteres i Merchants of Doubt. Og så begyndte ideen at rulle. Jeg vil gerne selv lave en dokumentarfilm om, hvordan amerikanske tænketanke forsøger at undergrave klimasagen, denne gang udenfor USA.

Hvad er Heartland Institute?

Det tog mig nogen tid at finde ud af. De kalder sig en tænketank, hvilket vi ofte forbinder med nogle, der rådgiver beslutningstagere. Men reelt er de købmænd, der tager sig betalt for at skabe tvivl om forskningsresultater.

Heartlands oprindelige formål var at skabe tvivl om de videnskabelige resultater, der viste en sammenhæng mellem tobaksrygning og kræft. Hver gang forskerne fandt et nyt bevis, var Heartland hurtigt ude med en modoffensiv, hvor de skabte tvivl og sagde, at der skulle meget mere forskning til, før man overhovedet kunne sige noget. Efterhånden viste forskningen dog mere og mere tydeligt, at der var en sammenhæng, og Heartland kom i defensiven.

I slutfirserne skiftede de derfor arbejdsgiver og begyndte at arbejde for fossilindustrien. Den var på det tidspunkt begyndt at få kritik for CO2-udledningen fra de fossile brændstoffer. Her gik Heartland så ind og genbrugte de samme principper og metoder, som de tidligere havde brugt for tobaksindustrien. En hvidbog fra Heartland Institute er siden blevet lækket og gjort tilgængelig på nettet. Den viser, hvordan de systematisk arbejder med at afspore de videnskabelige debatter efter de tre grundprincipper: Deny – Delay – Doubt.

Det er efterhånden godt dokumenteret, at Heartland har modtaget, hvad der svarer til næsten 1 mia. kr. fra fossilindustrien fra slutfirserne og frem til i dag. Det er ganske meget. Især når man tager i betragtning, at de ikke selv laver forskning. Deres udgivelser ligner forskning på overfladen, men har ikke været inde over peer-review, hvor eksperter får mulighed for at gennemse og kritisere deres arbejde i videnskabelige tidsskrifter. I stedet er deres arbejde og konferencer altid meget ideologiske. Det er bygget op omkring en kamp imod, hvad de kalder en CO2-mafia, som de påstår, er blevet enige med sig selv om, at CO2 skal være den eneste forklaring på global opvarmning.

Har du selv besøgt Heartlands konferencer?

Ja, i 2015 tog jeg til Tyskland og besøgte en konference der var arrangeret af Heartland og European Institut für Klima und Energie. Det er en tilsvarende tysk organisation af klimamodstandere med samme topmedlemmer, som er tilknyttet Heartland Institute.

Konferencen bød på en sær blanding af pseudovidenskabelige indlæg: Der var en pensioneret tysk meteorolog, som havde et indlæg om, at temperaturen slet ikke var steget. Tværtimod var den faldet. Det mente han at kunne påvise ved at fremvise sine egne lister over temperaturmålinger, der blev mødt med bragende klapsalver.

En solforsker, Willie Soon, som selv har modtaget penge fra fossilindustrien, udbredte sig meget negativt om FN’s Klimapanel. Han indledte med at vise fotos af et lille barn med revne i bukserne. Det skulle være et billede på Klimapanelet, som kun troede på CO2, selvom alle deres beregninger var fulde af fejl.

Også den danske solforsker Henrik Svensmark deltog med et indlæg om, at Solens magnetfelt og kosmisk stråling var den sande forklaring på global opvarmning. Det, der undrede mig meget, var, at Svensmarks påstande allerede var undersøgt og afvist i den videnskabelige verden. Alligevel præsenterede han dem, som om hans teser var fuldstændig anerkendte.

Svensmark stillede efterfølgende op til en Q & A sammen med Willie Soon. Her gennemgik de alle de steder, FN’s Klimapanel angiveligt tog fejl i, at CO2 er den drivende kraft bag global opvarmning.

Her kommer den danske vinkel ind i billedet?

Ja, og i Heartland Institutes tidsskrifter tilbage fra halvfemserne kan jeg se, at solforskerne Svensmark og Eigil Christensen (samt debattøren Bjørn Lomborg) ofte bruges som eksperter. De to første er kendt for deres teori om, at det i virkeligheden er Solen, der står bag opvarmningen og det har givet dem status hos Heartland og blandt danske politikere.

Faktisk fik Svensmark i 2003 tildelt et større og øremærket beløb på finansloven af videnskabsminister Helge Sander, efter ønske fra især Dansk Folkeparti. Formålet var at ”skabe balance i debatten” og sørge for, at der kom andre stemmer til orde end dem, der konkluderede, at CO2 var den vigtigste årsag til klimaændringerne. Det lyder jo meget godt at skabe balance, men på det tidspunkt var Svensmarks forskning allerede tilbagevist og derfor ikke noget, der kunne balancere en debat. Videnskabsministeriet støttede således et projekt, der ikke havde videnskabelig evidens bag sig.

Hvordan bør man forholde sig til et emne som solforskning?

Her er det vigtigt at holde fast i, hvordan forskning fungerer. Hvad der er peer-reviewed og hvad der på et tidspunkt ikke længere er peer-reviewed.

Kort fortalt går Svensmarks tese ud på, at styrken af Solens magnetfelt ændrer sig over tid og at dette påvirker mængden af kosmisk stråling, der rammer Jordens atmosfære. Ifølge tesen bidrager strålingen til at danne nye skyer, der kaster Solens stråler tilbage og derved nedkøler Jorden. Jo stærkere Solens magnetfelt er, des sværere har den kosmiske stråling ved at nå Jorden – og det fører til færre skyer og derved stigende temperatur.

Svensmarks første forskning var peer-reviewed, og hvis man sammenholdt kurverne for global opvarmning og mængden af kosmisk stråling i 1998, så der ud til at være et sammenfald. Men i årtiet efter afveg kurverne mere og mere fra hinanden. Forskeren Peter Stauning har lavet en opdatering og gennemregning af graferne, og der ser ikke ud til at være nogen forbindelse. En anden forsker, Peter Laut, har skrevet en kritisk og peer-reviewed artikel som svar på Svensmarks påstande. Den har Svensmark dog aldrig forholdt sig til i forskermiljøets peer-review, men besynderligt nok lagt et slags svar op på DTU Space’ hjemmeside. Seriøse forskere vil dog aldrig følge et svar på en hjemmeside, der ikke har gennemgået peer-review.

Jeg har selv skrevet til Svensmark og spurgt, om han ville give et interview. I første omgang var han meget begejstret. Men da jeg spurgte ind til, hvordan teorien fra 1998 så ud i dag, hvor vi har adgang til nyere målinger fra satellitter, ville han ikke svare på det. Han mente, at det var at politisere diskussionen, mens han selv udelukkende koncentrerede sig om sin forskning. Igen besynderligt, fordi han ellers ikke viger tilbage for at indgå i debatten om CO2 som drivende faktor for global opvarmning – senest i Weekendavisen i december 2018.

Hvor stor betydning har tænketanke som Heartland rundt omkring i verden?

“Klimanægterne” har klart fået mere modstand i de seneste tre år. Stadig flere almindelige mennesker begynder at sige ”global opvarmning er skabt af mennesker, vi må gøre noget!”.

Men selvom modstanderne er blevet mere udfordret, har de stadig et stærkt fokus på politisk magt. Indflydelsen er massiv i USA, hvor flere medlemmer af Trumps administration er Heartlandfolk. De har også stor betydning i engelsktalende lande som Storbritannien og Australien. Jo længere tid de nødvendige beslutninger kan trækkes ud, jo flere penge kan Heartlands sponsorer tjene i mellemtiden.

I Storbritannien arbejder Heartland Institute sammen med organisationen The Global Warming Policy Foundation (GWPF), som ligger sammen med andre klima- og EU-modstanderorganisationer på adressen 55 Tufton Street i London. GWPF har stor interesse i, at Storbritannien forlader EU, så landet ikke længere skal leve op til EU’s fælles mål og direktiver på klima- og miljøområdet.

Hvordan ser situationen ud i Danmark?

Heartland Institute har ofte været på besøg i Danmark og flere af deres ”eksperter” optrådte på en klimanægterkonference, som Dansk Folkeparti afholdt på Christiansborg i 2009. Dansk Folkeparti tvivler i øvrigt stadig offentligt på, hvad der er årsagen til den globale opvarmning. De fleste andre partier er efterhånden derhenne, hvor de ikke længere kan komme uden om fakta.

Venstres medlemmer har dog ofte en ideologisk modvilje mod at handle, som de deler med Heartland – uden at det nødvendigvis betyder, at Heartland er inde og præge de enkelte politikere.

Den tidligere Venstre-finansminister Thor Petersen brugte argumenter i strid med fakta om, at ”CO2 udgør ikke meget af atmosfæren, så den smule vi udleder, kan ikke gøre nogen forskel”. På overfladen kan argumentet lyde fornuftigt, men klimavidenskaben giver os mulighed for at efterprøve påstanden og finde ud af, at bare en lille ændring i mængden af CO2 gør, at temperaturen faktisk stiger på Jorden. Thor Pedersens påstand var derfor grebet ud af luften og minder til forveksling om Heartlands argumenter.

Liberal Alliances tidligere energiordfører Villum Christensen har også brugt nægterargumenter, der kunne være hentet direkte fra Heartland. Han har i øvrigt skrevet forord til bogen Kejserens grønne klæder af Jens Robdrup, der sammen med to søsterorganisationer til Heartland var arrangør på en anden klimanægterkonference i 2009, under COP15 i København.

Klimapolitikken er koblet til en masse økonomiske spørgsmål. For at gennemføre den grønne omstilling undgår du ikke at bruge penge. Du skal opstille vindmøller og ophøre med at bruge benzin og landbruget får også problemer. Hvis du så kan finde argumenter for, at du selv ikke behøver at gøre noget, har du sammenfaldende interesser med de politikere, der af ideologiske årsager heller ikke ønsker at gøre noget for alvor.

Hvor gode er medierne til at skelne mellem fup og fakta i klimadebatten?

Indenfor det sidste år er det blevet meget bedre. Men for blot et år siden havde mange medier stadig en tilgang, der gik ud på, at ”vi er nødt til at have balance i debatten”. I praksis betyder det, at selvom 99 procent siger, at der er et problem, skal taletiden fordeles ligeligt imellem dem og den ene procent, der siger det modsatte.

I debatten om tobaksrygning var der også i lang tid en tendens til, at der altid skulle en ind og fortælle om en bedstefar, der havde røget hele livet men uden at få kræft. Og alle de film, der hidtil er lavet med Svensmark, har haft vinklen ”det er sikkert FN’s Klimapanel, der tager fejl”. Jeg kan nævne The Climate Conflict fra 2001, Doomsday Called Off fra 2004 og The Cloud Mystery fra 2008. Dér svigter journalisterne. De har ikke gjort deres arbejde godt nok, selvom filmene har vundet priser og er blevet rost for deres indspark i debatten. Problemet er, at de tager Svensmarks ord for gode varer uden at undersøge, om der faktisk er videnskabelig kritik af hans konklusioner.

Hvordan vil du selv opbygge en dokumentarfilm?

Jeg vil indlede med konkrete eksempler fra omkring år 2000, der viser, hvordan fossilselskaber har puttet penge i at skabe en kunstig debat om årsagen til klimaændringerne, for at forhindre at der kommer ambitiøs lovgivning på området. Dernæst vil jeg trække linjerne op til i dag og vise, hvor megen handling, der nu er krævet for at vende udviklingen, fordi vi ikke har lyttet godt nok til advarslerne tidligere.

En del af filmens sigte er at få en debat om, hvorvidt det er i orden, at forskere lader sig spænde for en ideologisk vogn, hvis deres forskningsresultater ikke er gode nok. Der er ikke rigtig nogle sanktioner ved at blive ved med at blande sig i debatten, selvom ens teser er tilbagevist. Derfor er det vigtigt at få en debat om kvaliteten af de forskellige teser og argumenter, og om forskningen generelt trænger til at stramme op på peer-review-begrebet.

Filmen skal også vise, at vi ikke nødvendigvis behøver global enighed, før vi kan gøre noget ved klimaproblemerne. Der er mange muligheder for selv at gå i gang og ikke bare vente på, at vores politikere finder på løsninger til, hvad der skal finansiere velfærdssamfundet, hvis de mange milliarder fra fossile brændstoffer forsvinder.

Hvordan vil du inddrage forskningsmiljøerne?

De skal helt klart inddrages i filmen og komme med deres bud på, hvordan vi kan få en mere klar kommunikation mellem forskning og befolkning. Der har været en tendens til, at forskerne blot kommer med resultater, og så er det overladt til andre at sørge for, at deres viden når ud til befolkningen. Hele peer-review-systemet lider under, at der ikke er særlig stor gevinst ved at gå ind og udfordre andre forskeres resultater. Det er i klimaspørgsmålet mere givtigt at udgive sine egne resultater udenom peer-review og blive berømt i medierne.

Hvem skal se den færdige dokumentar?

En vigtig målgrupper er unge, der kan se, at det især er dem, der vil hænge på problemet. En anden målgruppe er dem, der ser Youtube, og er bekymrede om, hvorvidt der bliver gjort nok. Derudover vil jeg gerne vise, at det er vigtigt med en stærk bevidsthed om problemerne i befolkningen generelt. Det er især vigtigt som modvægt til de mange interessegrupper, der påvirker det politiske system. Og jeg håber, at dem, der ser filmen, får lyst til handle, på samme måde som da jeg selv så Merchants of Doubt.

Hvordan får du klimadokumentaren ud til befolkningen?

I første omgang gennem filmfestivaler som CPH:DOX. Siden via Youtube.

…skal den vises på Heartland?

Ha, ha… Heartland Festivalen har intet at gøre med instituttet. Selve ordet Heartland kan vel bedst oversættes med fødeegn hvor der er stærke følelser af tilknytning.

Hvilke klimafilm kan du ellers anbefale, mens vi venter på din film?

Jeg har lige bestilt DVD’en Guardians of the Earth, som fortæller, hvad det egentlig er, FN’s Klimapanel laver, og hvad det er for et mammutarbejde de laver for at nå til konklusioner, alle kan tilslutte sig. Samtidig følger vi fossil-lobbyisterne, der forstyrrer og forsøger at blokere for beslutninger.

DiCaprios Before the Flood kan anbefales. Den er flot og godt lavet, og synspunkter og fakta er på plads.

Jeg vil også anbefale at gå ind på Klimabevægelsens underside KlimaTV. Den har en rigtig god samling af relevante videoer og klimafilm.


 

Interviewer: Rasmus S. Larsen, Klimafunding.

Billede: Alexas_Fotos på Pixabay.